Arkiv | Brokblog RSS feed for this section

Den nøgne debat!

15 dec

Danskerne debatterer – en ung mand sidder i et badekar med sin 2-årige datter og det kommer der en (sund?) debat ud af. Den naturlige nøgenhed og den seksualiserede nøgenhed… begge er vel egentlig meget naturlige og blufærdigheden er vel egentlig også velkommen begge steder. Så længe den ikke begrænser og skader!

Jeg har et afklaret forhold til min krop. Jeg er en smule blufærdig, for jeg har ikke lyst til at dele min krop med hvem som helst. Og fra tid til anden sætter min egen fornemmelse og mit syn på min krop, en stopper for f.eks. at hoppe i badedragten i den lokale svømmehal. Men i mit hjem bliver min familie eksponeret for min krop, uden jeg har tanke for om det går over nogen streger. Jeg kan kun sige, at de endnu ikke har sagt ”Hey mutti – hop lige i noget kluns”.

Historien om forholdet til min egen krop:
Jeg kommer fra et hjem, hvor nøgenhed ikke var et problem – kun hvis vi løb udenfor i frostvejr uden en trevl på kroppen. Ellers var der det, jeg vil kalde et sundt forhold til nøgenhed, hvor der aldrig var låste døre til badeværelset og hvor badet sagtens kunne tages sammen – især da vi havde badekar. Om sommeren (altså når det var varmt) løb børnene (også naboens) nøgne rundt i haven, mens min mor lå og solbadede topløs.

Da jeg ramte teenageårene der i midt-halvfemserne, blev jeg i stigende grad blufærdig. Det var i høj grad fordi jeg, i mit vrangede og usikre teenagesind, hverken kunne hamle op med Helena Christensen, Tina Kjær eller Pamela Anderson. Heldigvis varede al den blufærdighed ikke så længe. Jeg fandt i teenageårene en ro i, at jeg var som jeg var og de andre måtte bokse med de der skønhedsidealer.

I gymnasiet fik jeg en kæreste, hvis familie var meget åbne og hos hvem blufærdighed, var en by i Rusland. De lignede min egen familie meget og værdimæssigt, var de i høj grad med til at forme mig i de sene teenageår. Jeg fandt ud af, at det ikke kun var i min familie, man havde et afslappet forhold til nøgenhed.

I mine 20’ere fandt jeg ro i mine egne blufærdighedsgrænser. På en sydenferie blev jeg omtalt som ”pjattet” fordi jeg ikke ville bade topløs…men det var altså der min grænse gik – for mine bryster var mine.

På nær altså inden for hjemmets fire vægge, hvor en krop bare er en krop. Jeg vil så gerne give mine børn en opvækst, hvor de netop ikke skal tænke på at deres kroppe skal dækkes til. Derfor er vores børn også ofte blevet benævnt ”De bare børn”, da de, hvis de fik lov, helst vil løbe med numsen bar. Derfor har vi indført en regel ”Når der kommer gæster, skal vi altså lige have nogle underbukser på”.

Og når vi går på toilettet og i bad, er døren aldrig låst. Og desuden kan man altid lokke mor og far med under bruseren eller i badekarret. Det er nemlig en vidunderlig måde at lære børnene, at der ikke er noget underligt i at være nøgne sammen. Endvidere afføder det også interessante samtaler som ”Mor, hvorfor har du ikke en tissemand” og så videre.

Der er mange spørgsmål der falder i badet, hvor man er sammen på en nær måde, spørgsmål som måske ikke ville opstå eller som måske ikke ville få den store opmærksomhed fra forældrene, hvis ikke man var fanget i badekaret sammen. Hvorfor ser vi ud som vi gør og hvad kan de forskellige ting – og hvorfor vi er så forskellige.

Jeg hørte en mand udtale sig på 24/7 om at mandens (farens) autoritet forsvinder, hvis han går i bad med sine børn – en udtalelse der simpelthen gjorde mig rasende. Et så forhistorisk billede af den danske mand, er jo en hån mod det (nærmest) ligestillede og ikke-patriarkalske familiebillede vi dyrker i dag.

Så kære, kære danskere, slap nu lidt af og lad os nu glemme fortidens blufærdighedsgrænser, hvor mangt og meget måtte tildækkes og badet kun var for én person. Giv jeres børn et naturligt forhold til kroppen – gå glad i bad – gerne sammen 🙂

Reklamer

koGALskab

27 sep

I sidste weekend var der Åbent Landbrug og jeg fik mulighed for at kigge ind bag kulissen i et af nabolagets landbrug, som huser en meget stor besætning køer. Hele familien Danmark var repræsenteret i fuld uniform – gummistøvlerne huserede! Vi besøgte de søde små kalve og blev velment anråbt af en kvinde med mor-outfit “Prøv at stikke fingrene ind i dens mund – så sutter den bare helt vildt!”. Rigtig fin ide og hvis jeg ikke havde været kalvepasser og ved en ting eller to om kalve, var jeg nok hverken blevet irriteret over hendes vi-er-ude-på-tur-entusiasme-så-vi-hjælper-lige-hinanden-med-tips-og-tricks eller ideen om at 6.000 små rollinger lige har været henne og stikke poterne ind i kalvemunden…stakkels dyr!

koGALskab kalv

koGALskab

Nå, men vi bevæger os videre og som gammel malkepige, glæder jeg mig faktisk til at komme over os se lidt på malkehallen. Da vi kommer ind hvor de voksne køer “bor” bliver jeg faktisk overvældet! Bygningen de går i er ret ny og der er fri luft – det vil sige de har tag over hovedet men ikke mange vægge, så lys og luft kan fyge ind. Men altså sådan direkte sollys bliver de så ikke udsat for. Ja, og græs for den sags skyld – marker med frit lejde og gumlen i kløveren er en saga blot. Men til gengæld kan de selv vælge hvornår de vil malkes – de går simpelthen bare ind i malkemaskinen og vupti så bliver de fikseret i maskinen og automatmalket. Og når der så ikke er mere mælk i yveret, bliver de sluppet løs igen.

koGALskab malkning

koGALskab

Jeg kan ikke lide det! Køer der ikke kommer ud og ikke kan få frit bevægelseslejde er ulækkert! At vi kan finde på at behandle vores dyr på den måde er under alt kritik! Tænk sig – de køer der kommer ud og nyder af de grønne marker,  er de golde køer – altså dem som ikke producerer mælk. De andre kan så stå derinde og spise, indtil de vælger at gå over og blive malket i maskinen….

koGALskab spisetid

koGALskab

..helt ærligt! Gider I lige!

26 aug
denvirkeligeverden

Den virkelige verden

Må jeg gerne lige spørge om noget?

 

“Er det flot?”

 

Ja, for det synes jeg for eksempel ikke det er.

 

Jeg er opvokset i et hjem, hvor storkapitalismen og big brands i den grad fik fingeren. Hvilket også havde en afsmittende effekt på min sejhedsfaktor i folkeskolen, hvor Levisbukser og Ball-trøjer var noget de smarte havde på og som gav mig plads til at udvikle min egen stil (nogle gange gik det godt – andre gange ikke, men jeg var langt hen af vejen ret ligeglad med hvad andre mente om mit udseende). For hvem ville bare være en i mængden og slave af lemmingtendensen.

 

Det har altid undret mig at massen ”falder” for det samme. For nylig hørte jeg en smart marketingsmand sige ”Jeg brækker mig sgu, hvis jeg skal se på mere New Nordic – vi skal sgu videre!” Og han har jo ret! For dengang vi var færdige med sakselamperne, kom Herstal på banen med en smart lampe til ethvert hjem og så var der Rosendahl der havde glas og karafler til alle osv osv.

 

Og for nogle år siden fandt et ellers kulsejlet keramikværksted ud af at markedsføre sig ’a la Herstal-smart og fik sig stadfæstet i danskernes sind som god stil. Og dermed kan alle lide det – og alle skal have det – altså indtil der kommer noget nyt. Men nu har et snedigt reklamebureau været frække! Der er skabt en Kähler-hype, som har kreeret interne kampe i menneskemassen. Kampe om en vase – hvor der ikke er nok til alle. Tænk sig.. det er ikke alle der kan få én!!!

 

Så nu er det så jeg spørger mig selv – hvad sker der lige med den vase? Den er jo ligeså lidet flatterende for et dejligt hjem, som en Ball-trøje er for menneskekroppen..

 

Helt ærligt lemminger – gider I lige?

 

Få nu lidt røv i Levis-buksen og pynt Bolia-bænken med noget der ikke ligner naboens!

Brokblog // Strandturs-komplekset

27 jul

Sad der og kiggede henover min søns hjemmesyede bøllehat og ud på det nærmest azurblå danske badevand, fyldt med de ferieglade der søgte havets afkølende effekt på denne varmeste sommerdag. Solen bankede ned fra en skyfri og knaldblå himmel og da jeg sad der med armene strakte ud bag mig, kunne jeg trække maven ind, så jeg ifølge mit eget værdighedskodeks kunne forsvare tankinien og det falmede badelagen fra Tenerife.

 

Spejder hen langs stranden og en flot kvindekrop fanger mit blik. Der går hun, i starten af 20’erne, flankeret af en top-ti-fyr og med en two-piece på, de færreste kan bære – eller rettere, nærmest ingen kan bære! Men hun kan – med den perfekte krop – eller lidt til den tynde side hvis du spørger mig, men med langt mørkt hår der fanger en brise og med meget smarte solbriller. Solbriller der ville se dybt åndsvage ud på mig – men på hende ligner de øjeblikkeligt noget fra en lækker og funklende trendy modereportage i Elle.

 

Jeg kan mærke jeg har kigget for længe. Mærker det pinlige brus i kinderne – ved med 100% sikkerhed at de har bemærket mit fuldstændigt låste blik. Sidder bare her og håber at jeg i det mindste så lidt rar ud mens jeg gloede.

 

Mens jeg sidder der og kigger helt ned, fæstnes mit blik af min egen ægte mavedelle med et landskab af strækmærker – irriteres endnu engang over ikke at have været klog nok og smurt den mave med et hav af antistrækmærkecremer under graviditeterne.. men på den anden side, havde det jo nok ikke taget mavedellen ”5:2 fra i morgen, promise!” tænker jeg mens mine tæer skubber det sidste synlige bevis på chokoladeindtagelse, ind under strandtasken.

 

Tænk sig at have det perfekte liv. Lækker krop, lækker kæreste – CAREFREE!

 

Da jeg kigger op styrer de direkte hen mod mig og mit falmede strandbillede. Mit strandselvværd krymper mig endnu et hak, men jeg kan ikke kigge væk. Idet de drejer og retter frontalt ind mod mig i deres fuldendte perfekthed, ser jeg hendes venstre arm. Fra skulderbladet til håndleddet afløser det ene kridhvide vandrette ar det næste.//